I Spanien er det normalt, at udenlandske film får lagt spansk tale ovenpå. Men sådan er det ikke alle steder: Madrid har flere gode (nogle endda kunstneriske) biografer, som er gode at besøge. Et rigtigt godt alternativ til de mange teaterforestillinger, som byen også byder på.
Biografer i Madrid
Du vil hurtigt opdage, at der er et hav af biografer i Madrid. Rigtigt mange endda. Særligt på og omkring Gran Vía. De er ofte enormt flotte, og hvis du vil se en spansk film, så er det en fantastisk oplevelse at besøge nogle af disse biografer.
Du skal egentlig bare gå en tur i centrum, også falder du automatisk over mange biografer. Så på den måde er det nemt at finde noget.
“Biograf” hedder “Cine” på spansk og det står ofte meget tydeligt markeret. De fleste biografer bruger naturligvis “Cine” som en del af deres navn.
Biografer med original tale
Det bliver straks sværere, når du skal finde en biograf med original tale. Som for eksempel hvis du vil se en amerikansk film med den oprindelige engelske tale. Men det er der også biografer i Madrid, der tager sig af.
Yelmo Cine Ideal er nok det bedste valg. En moderne biograf med mange sale, som ligger centralt i byen. De tilbyder både film med originaltale, men også film med spansk dub. Alle populære præmierefilm kommer her, så det er et perfekt sted at tage hen. Billetter varierer i prisniveauet fra 9 til 15 euro. Sodavand, popcorn og snacks er dog enormt dyre, så medbring gerne snacks selv, hvis du vil spare. Beliggenhed: Calle del Dr Cortezo lige i nærheden af metrostoppet Tirso de Molina. Gåafstand fra alle steder i centrum, så hvis du bor centralt i Madrid kan du altså sagtens gå hertil.
LÆS DESUDEN: Guide til at finde hotel i Madrid
Renoir og Golem er to kunstneriske biografer med mange specialfilm. De ligger på samme gade: Calle de Martín de los Heros, utroligt tæt på Plaza de España. Alle film vises her med original tale. Der er typisk tale om nye indiefilm, og nye film af udvalgte instruktører. Der er fokus på kvaliteten og ikke på det kommercielle aspekt. Disse biografer har også altid mindst én klassisk film kørende af gangen. Sidst jeg besøgte Golem var det Stanley Kubricks “2001: A Space Odyssey” som var klassiskeren på programmet.
Der er en bred vifte af internationale film hos disse madrilenske biografer. Både amerikanske, engelske, italienske, franske, portugisiske, sågar også danske film fra tid til anden.
Men for almindelige biografgængere, som bare gerne vil se de nyeste film på originalsproget: Så er Yelmo Cine Ideal det klart bedste sted at tage hen.
Almindelige spanske biografer
Mange biografer i Madrid – faktisk de fleste – har kun film, der oversættes til spansk. Mange af dem er dog smukke og storslåede alligevel. For eksempel det majestætiske Cines Callao, der ligger helt centralt. Du finder flere af slagsen, når du går på Gran Vía.
Ellers er der biografer i de fleste shoppingcentre. Blandt andet i Príncipe Pío, som ligger centralt, men også i de centre, der ligger lidt længere væk. For eksempel Centro Comercial Parquesur i Leganés, eller i Madrid Xanadú, som ligger en omgang kilometer sydvest for byen.
Der er ofte længere ventetid på præmierefilm i de spanske biografer. Simpelthen af den grund, at filmene skal oversættes først. Og selv de biografer, der ikke oversætter internationale tale, er ligeledes tvunget til at vente. Derfor kan det godt være, at en film har fået præmiere hjemme i Danmark, men som endnu ikke er klar i en biograf i Madrid endnu. Men der er dog alligevel mange gode filmmuligheder! Udvalget er som regel stort i Spanien. De sætter nemlig ikke bare fokus på amerikanske film, men også på den spanske filmindustri, samt film fra Frankrig og Italien.
Specielle biograftilbud
Hvis du kommer til Madrid og gerne vil gå i biografen, så er det smart at spørge om et medlemskort i biografen først. Yelmo Cine Ideal (den først omtalte biograf) har for eksempel et medlemskort, hvor dine første 4 biografture kun koster omkring 5 euro. Det er mindre end normen, der hedder 9-15 euro per tur ind i salen med det store lærred. Dertil kan du få rabat på sodavand og snacks, hvis du har et medlemskort.
Det er bedst at gå i biografen om onsdagen, hvis du gerne vil så billigt ind som muligt.
I Madrid er onsdage nemlig kendte som biografdage. Biograferne i byen har omtrent halv pris på alle billetter om onsdagen. Det bliver selvfølgelig lig med fyldte sale, men det er også en perfekt mulighed, hvis du gerne vil billigt ind. Køb dine billetter 2 timer før filmen starter for at være sikker på at der er ledige pladser, gå så en lille tur, og vend derefter tilbage til biografen igen, når filmen starter.
Tjek selv efter flere biografer
Hvis du gerne vil finde en anden biograf i Madrid for at have endnu flere muligheder, så kan du selv gå på jagt efter dem, når du kommer til Madrid. Finder du noget interessant, er du meget velkommen til at dele det her. Stil også gerne spørgsmål herunder, hvis der er noget, du gerne vil vide 🙂
Skriv et svar